tirsdag den 20. maj 2008

YES - endelig over målstregen!

Tænk - så lykkedes det at komme i mål, og det endda flere dage før fristens udløb! Indrømmer gerne, at drømmen om at vinde den bærbare har hjulpet på motivationen her til sidst. Det har været et rigtig spændende forløb og en fin måde at lære nye ting på. At bruge bloggen som omdrejningspunkt for projektet, synes jeg har været genialt. Vores blogs har holdt projektet sammen, også for de af os, der har været bagud i forhold til tidsplanen. At kunne arbejde med 23 ting hjemmefra har været en god ting for mig. Hvis ikke den mulighed havde været der, var jeg stået af undervejs, fordi andre arbejdsopgaver har haft højere prioritet.
Og hvilke af de 23 ting, kunne jeg så bedst lide? Eller måske snarere, hvilke ting vil jeg holde fast i fremover? Før var Google blot en søgemaskine, nu er GoogleDocs, IGoogle og RSS kommet ind som arbejdsredskaber, det er dejligt. Podcast bliver forhåbentlig en rutine for mig i dagligdagen, da jeg holder meget af snakkeprogrammer i radioen, og nu kan jeg høre dem, når jeg vil. Tak for den lille mp3 afspiller, dejligt med lidt frynsegoder i disse overenskomsttider.
Samlet set et fint projekt fordi vi nu har fået indblik i mange af de nye ting, der tales om i verden omkring os.
En kort pause - så er vi vel klar til 23 nye ting? Jeg er fx endnu ikke kommet på Facebook. !

Bibstream

Tja.. måske bliver det til noget stort engang. Lige nu har jeg svært ved at se, at målgruppen kan være særlig stor.
Jeg har set noget om lektiecafeer - også Brittas indlæg om Kvaglund. Flot klaret Britta! Snuppede også et par kortfilm og nogle biblioteksintro'er.

YouTube

Med to teenagedrenge i huset kendte jeg lidt til YouTube i forvejen. Nu er jeg oprettet som bruger, har lavet afspilningsliste og det kører bare derudaf. Jeg har valgt at se nogle musikvideoer, og jeg har set nogle af min søns gymnastikopvisninger, som var lagt på Youtube.



onsdag den 7. maj 2008

Second Life

Denne opgave slap jeg nemt om ved. Jeg kikkede over skulderen på Ann, mens hun førte os en tur rundt i Second life. Vi var en tur i InfoIsland, men mødte ikke nogen her. Var det ikke også nogle mærkelige åbningstider, der var på det bibliotek? Senere tog vi en tur til London og BigBen, hvor det endelig lykkedes os at komme i kontakt med en japaner.
Ikke noget jeg gider at bruge meget tid på igen.

Podcast

Dette er en af de 23 ting, som jeg tror kunne blive en god vane for mig. Jeg har valgt at abonnere på satireprogrammet Selvsving, men der var mange andre interessante radioprogrammer, som jeg kunne tænke mig at lægge i Google readeren på et senere tidspunkt.
Jeg har også fået torsdagskoncerten lagt på mp3 afspilleren, så nu er jeg klar til en tur i haven sammen med Beethovens 2. symfoni.

mandag den 5. maj 2008

Billedgeneratorer


Billedmanupulation - hvor er det nemt. Så kommer man jo til at spekulere over, hvor meget det mon bliver brugt andre steder...

VodPod

Her har jeg været vidt omkring. Der var rigtig mange sjove klip. Jeg har valgt en lille video om springgymnastik, det jeg har brugt mange timer på i weekenderne dette forår - på tilskuerbænken forstås!
Dernæst en gammel kending om teknikkens svære kunst. En klassiker for biblioteksfolk, som stadig er sjov, selv om jeg har set den mange gange.
Sidst en lille turistvideo fra Salzburg, hvor vi planlægger at tilbringe et par uger af vores sommerferie.